Den 28. og 29. maj 2019 besøger Hendes Majestæt Dronning Margrethe Køge Kommune i forbindelse med sommertogtet med kongeskibet Dannebrog. Besøgene i de danske havne er en tradition, som stammer tilbage fra Christian 10., der som den første regent rejst riget rundt på årlige sommertogter. Frederik 9. og Dronning Margrethe har begge videreført denne dejlige tradition, der bringer kongehuset i kontakt med hele kongeriget.
Det sidste officielle besøg af kongeskibet var for 31 år siden, nemlig i 1988 i forbindelse med Byjubilæet. Men faktisk har kongeskibet været på et korte besøg i Køge Havn mindst to gange siden, nemlig i 2010 og 2014. I 2010 skulle kongeskibet have været på besøg i Rødvig Havn, men stærk blæst betød, at planerne måtte ændres. I 2014 besøgte Dronningen Vemmetofte Kloster og lagde også i den forbindelse til i Køge Havn.
Dronningen og kongehuset har besøgt Køge ved mange andre lejligheder og vi har næppe optegnelser om dem alle i arkivets samlinger. Men i det følgende har vi opregnet nogle af kongehusets nyere besøg.
Ved Køges 650 års købstadsjubilæum i 1938 var Dannebrog i Køge Havn. Her var det Christian 10. der deltog i festlighederne omkring fejringen af jubilæet.
I 1980´erne var Dronningen en hyppig gæst i Køge: Dronning Margrethe besøgte Køge i forbindelse med indvielsen af S-toget i Køge i 1983. Igen ved Køges 700 års jubilæum som købstad i 1988 var Dronningen gæst i byen. I 1988 åbnede dronningen en udstilling af egne værker på Kunstmuseet Køge Skitsesamling. Samtidig blev de nye lokaler indviet i den tidligere Brochmands Skole. Allerede i 1989 var Dronningen igen i Køge i forbindelse med indvielsen af RASK, Roskilde Amts Sygehus Køge.
I 2008 besøgt Dronning Margrethe igen Skitsesamlingen i forbindelse med åbningen af en undervisningsportal til gobelinerne. I 2010 var det Kronsprinsparrets tur til at besøge Skitsesamlingen.
I 2010 i forbindelse med 300 året for Slaget i Køge Bugt 1710 besøgt Dronningen Køge Museum og deltog i samme forbindelse i en gudstjeneste i Køge Kirke.
I 2016 var det Vikingeborgen Borgring, der åbnede og Dronningen klippede snoren og markerede åbningen.
Der er mange andre kongelige besøg i Køge, som man kunne trække frem. I starten af 1900-tallet var f.eks. Christian 10. en hyppig gæst i Køge. I 1911 deltog han i en militærøvelse og besøgte i den forbindelse Gammelkjøgegaard. Igen i 1913 besøgte kongefamilien uanmeldt Køge, og her var det museet og kirken der kunne tage imod. I 1916 var der Kongerevy i forbindelse med militærøvelser nær Køge, hvor Kongen også deltog.
Går man tilbage til 1600-tallet, har kongehuset ved adskillige lejligheder besøgt Køge. På rådhuset var der indrettet en kongestue, som benyttedes som residens, når kongelige rejste gennem Køge til hest eller i vogn. Det kan man læse meget mere om på Køge Arkivernes hjemmeside (søg efter Børge Green).