Køge Byarkivs Venner byder på foredrag om Borupholdet. Borupholdet var en lokal modstandsgruppe, som i perioden 1943 til 1945 tog imod ca. 125 sendinger med våben fra Englænderne. Våbnene blev kastet ned fra flyvemaskiner over skove og marker omkring Ringsted, Roskilde, Lellinge, Borup og Køge. Disse våben blev sendt videre til frihedskæmpere rundt omkring i landet.
Lederen af Borupholdet, Helmuth Barner, skrev i 1993 skrev bogen »Borupholdet 1943-1945« om gruppens oplevelser. Det er primært denne bog, som udgør kildematerialet bag fortællingerne om gruppens aktiviteter. Tilbage i 1973 interviewede Jimmy Stahr ligeledes personerne fra Borupholdet og den markante modstandsmand Stig Jensen. Stig Jensen var leder af SOE i Danmark og nedkastningschef på Sjælland.
På denne baggrund fortæller ægteparret Jonna og John Helmersen om dette farlige hverv, som modstandsfolkene tog på sig. Jonna og John og Skovbo Lokalhistoriske Forening udgav i 2012 en dobbelt DVD med interviews, kilder og meget andet om Borupholdet. Den kan købes på Skovbo Lokalhistoriske Arkiv.
Foredraget foregår på Teaterbygningen i Køge tirsdag den 11. marts kl. 19.30. Der er gratis adgang for medlemmer af Køge Byarkivs Venner, mens alle andre er velkomne for 25 kr.