Rejsen til Amerika

Se den lille udstillingen "Rejsen til Amerika" på Borup Kulturhus
Se den lille udstillingen “Rejsen til Amerika” på Borup Kulturhus

Medarbejderne fra Skovbo Lokalhistoriske Arkiv, Lone Rasmussen og Terri Nielsen, fortæller her om den første udstilling på Skovbo Lokalhistoriske Arkiv, “Rejsen til Amerika”:

“Den første lille udstilling i vores nye opslagsskab, der befinder sig på væggen til højre for vores dør i hallen, er en kort fortælling om en udvandring fra Ejby til USA”.

Ideen kom efter en henvendelse fra Ruth Jørgensen, der spurgte, om arkivet var interesseret i at modtage hendes mors breve fra moderens veninde, Inga Karen Sivertsen, der udvandrede til USA i 1946.

“Vi har endnu ikke modtaget brevene, men henvendelsen satte nogle tanker i gang, så Terri og jeg gik i gang med at finde oplysninger om Inga og hendes familie”, fortæller arkivar Lone Rasmussen.

Inga blev født i oktober 1915, hendes forældre var Carl Peter Sivertsen og hustru Alma Doris født Johannesen. Parret boede i Valore Hestehave.

Det viste sig ved en søgning efter Ingas konfirmation i 1929 i Ejby kirke, at hendes forældre var udvandret til USA. Og dette åbnede for sideløbende undersøgelse.

Inga’s forældere, Carl og Alma, udvandrede allerede i juni 1916 til USA. Deres 8 måneder gamle datter, Inga, efterlod de hos farfar og farmor, slagter Peter Sivertsen og hustru Karen i Ejby.

I 1918 får Carl og Alma en søn, Glenn, i USA. I løbet af 1920 er parret på besøg i Danmark, Alma vender tilbage til Omaha, Nebraska d. 22. juni, mens Carl først ankommer d. 14.marts 1922.

I 1930 er Carl og Alma blevet skilt, Carl bor i Chicago og Alma kan pt. ikke spores i USA. Carl er på besøg i Danmark i i starten af 1933, måske for at hilse på datteren Ingas forlovede Frode Hermann Svendsen.

Inga og Frode bliver gift i Bjernede kirke i november 1933.

I 1946 emigrerer Inga og Frode til USA, og slår sig ned i Sonoma, Californien, hvor også Ingas far, Carl bor indtil sin død i 1954.

Frode dør i 1972, og Inga gifter sig igen med Clifford L. Yarian. Inga dør i 1992 og Clifford i 2012.

Det er lykkedes for Terri Nielsen at finde et billede via www.ancestry.com (åbner på ny fane/vindue) af Inga og Frode Svendsen.

Gå til siden om udstillinger i Skovbo Lokalhistoriske Arkiv.

Køge Byarkiv holder kun åbent om torsdagen i ugerne 27-32.

Højelse og Skovbo arkiver holder sommerlukket i uge 27-32. Forespørgsler kan rettes til Byarkivet.

Herfølge har kun åbent om fredagen i ugerne 27-32.