1940-1949

<<< 1930-1939  1950-1951 >>>

1940 Tyskerne beslaglagde førstesalen af Køge Sygehus

Den tyske besættelsesmagt beslaglagde hele førstesalen af Køge Sygehus. De medbragte selv personale.

1940 Køges mejerier

Mejeriet Køge Mælkeforsyning, der lå i Svogers Gård, blev nedlagt. Mejeriets leverancer blev overtaget af Køges tre andre mejerier, Køge Mejeri, Godthaab samt Vasebæk Mejeri.

1940 Køgeafdelingen af L.A.B.

Køgeafdelingen af L.A.B. = Landsforeningen til arbejdsløshedens bekæmpelse blev startet. Afdelingen indsamlede blandt andet køkkenaffald, som blev anvendt til svineopdræt, samt iværksatte mange andre arbejdsskabende arrangementer.

1940 Onkel Toms hytte

Den påbudte mørkelægning virkede ca. 100% i Køge. På arealet foran statuen af Frederik d. VII på Torvet, blev der opført et beskyttelsesrum” med plads til 100 personer. Det var opført af 1.000 jernbanesveller. Det blev i folkemunde kaldt Onkel Toms hytte.”

1940 Sønderkøge landsogn blev indlemmet under Køge kommune

Sønderkøge landsogn blev efter flere års forhandlinger indlemmet under Køge kommune.

1940 Dyrskuepladsen blev klar til brug

Den 9 tdr. land store dyrskueplads, der var beliggende mellem stranden, Strandvejen, Sveasvej og Strandskoven, blev færdigplaneret og var klar til brug.

1940 Luftværnssirener

Der blev i Køge opsat 2 kraftige luftværnssirener. Den ene på fabrikant Stenbergs villa ved Havnen og den anden på Tøxens Skole.

1940 Indkvartering på Brochmands Skole

Den tyske besættelsesmagts sanitetstropper beslaglagde Brochmands Skoles gymnastiksal til indkvartering, men skolen lukkede for undervisning. Eleverne blev undervist på Teknisk Skole og på Tøxens Skole.

1940 Køge Bio flyttede

Køge Bio, der havde opført et stort moderne biografteater i hotel Casinos gård, flyttede fra Svogers Gård.

1941 Campingpladsen ved Søndre Strand

Der blev bygget beskyttelsesrum ved campingpladsen ved Søndre Strand, så teltliggerne atter måtte overnatte i teltene.

1941 Brochmands Skole blev frigivet

Den tyske besættelsesmagt frigav Brochmands Skole, så den igen delvis blev brugt til undervisning.

1941 Køges nye gasværk

Køges nye gasværk blev taget i brug. Det gamle gasværk blev revet ned, og arealet blev taget i anvendelse af Imprægneringsanstalten.

1941 Engelsk soldat blev begravet

Østsjællands Folkeblad, under lokalt:

Ved en enkel højtidelighed begravedes på Sankt Nikolaj Kirkegård en engelsk soldat, der for et par dage siden døde her. Medlemmer af den tyske værnemagt bar kisten til graven. Mange mennesker fra Køge overværede den enkle højtidelighed fra de tilstødende gader.

1941 Køge Bryggeri trådte i likvidation

Køge Bryggeri trådte i likvidation på grund af svigtende salg og øgede driftudgifter. Bryggeriet beskæftigede 15 personer.

1941 Sandrevlerne på Nordstranden

Politiet oplyste, at det var tilladt at betræde sandrevlerne på Nordstranden, men kun hvortil man kunne gå tørskoet.

1941 A/S Dansk Frø- og Siloselskab

Det nedlagte Køge Bryggeri blev solgt til A/S Dansk Frø- og Siloselskab, København.

1941 Overlæge Poul Eliasen

Sygehusudvalget antog den 39 årige Poul Eliasen som overlæge på Køge Sygehus. Han efterfulgte overlæge K. Kelsted.

1941 Den rette aroma

Annonce i Østsjællands Folkeblad:

Tobaksaroma til hjemmelavet tobak giver erstatningsvarer, kirsebærblade, kartoffeltoppe m.m. den rette aroma.
Hugo Jørgensen
Brogade

1941 Brandstationen i rådhusgården

Brandstationen i rådhusgården blev nedrevet på grund af rådhusudvidelsen.

1942 Dobbeltviadukten

Dobbeltviadukten fra Ringvejen til Strandvejen blev afleveret af entreprenør Otzen, Hellerup, til Roskilde Amt, D.S.B., Østbanen og Køge Kommune.

1942 Køge Rådhus store tilbygning blev indviet

Køge Rådhus store tilbygning i Bygårdsstræde blev indviet i Marts. Byggeriet var blev påbegyndt i maj 1941.

1942 31 minusgrader i Køge

Den arktiske vinter fortsatte. Der blev målt ned til 31 minusgrader i Køge.

1943 Folketingsvalg

Ved valget til folketinget i Marts måned udviste stemmetallene i Køge følgende:

Socialdemokraterne: 3.054
Radikale Venstre: 459
Konservative: 1.166
Venstre: 92
Retsforbundet: 87
Nazisterne: 128
Dansk Samling: 64

1943 Køge Kommunes nye sundhedsvedtægt

Køge Kommunes nye sundhedsvedtægt påbød blandt andet at bagerkuske og bagerbude skulle bære rent tøj og være forsynet med rene lommetørklæder.

1943 Brochmands Skole atter beslaglagt

Brochmands Skole blev atter beslaglagt. Denne gang af Hitlerjugend, som bestod af tyske værnepligtige fra 14 – 17 år.

1943 Varme i kirken

På grund af brændselsmanglen indførte Køge Sankt Nikolaj kirke i November, at hvis der skulle være varme i kirken under bryllupper, så måtte brudeparret aflevere 10 hl. koks.

1943 Deportation af danske jøder

Den tyske besættelsesmagt iværksatte en voldsom eftersøgning, arrestation og deportation af danske jøder. Fra Køge transporteredes et stort antal jøder illegalt til Sverige.

1943 Politimestre

Politimester Viggo Ritzau, Køges politimester gennem 24 år, trådte tilbage på grund af alder. Han blev afløst af den 49 årige Vagn Bro fra Præstø.

1944 Automobiler med benzintildeling

I Køge politikreds, hvorunder også Haslev hørte, var der kun 87 automobiler med benzintildeling. Hovedparten af bilejerne var læger og dyrlæger.

1944 Beskyttelsesrum

De første kuppelformede beskyttelsesrum, der blev opført i Køge, blev færdige.

1944 Vejen over havnearealet blev færdig

I Juni blev vejen over havnearealet (Toldbodvej) færdig, efter at der var arbejdet med den et helt år. Vejen kunne dog ikke åbnes for gennemkørende trafik, da der ikke kunne bevilliges cement til bygning af broen over åen.

1944 Politibetjente blev deporteret

Den tyske besættelsesmagt satte den danske politistyrke ud af funktion, og mange hundrede danske politibetjente blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Det lykkedes for en del af Køges betjente at gå under jorden.

1944 Kommunale vagtværn

Der blev i Køge, som utallige andre steder i landet, oprettet kommunale vagtværn. I Køge var det kommunale vagtværn udstyret med stave, lygter, armbind og fløjte. Vagtværnet havde lokale på rådhuset, da politistationen var besat.

1944 Spejderhytten blev afbrændt

Det danske Spejderkorps hytte ved Ølbyvejen blev afbrændt af lokale nazister. Kun de tykke bjælkemure stod tilbage.

1945 Ørum Hansens Maskinfabrik blev sprængt i luften

Ørum Hansens Maskinfabrik, der lå på Vordingborgvej ( nuværende Sdr. Alle) over for Skovparken, blev sprængt i luften af danske sabotører. Fabrikken beskæftigede ca. 50 mand.

1945 Tyskerne marcherede ud af byen

Den 7. Maj marcherede den tyske besættelsesmagt, Hitlerjugend og de tyske Blitzmädchen ud af Køge for at vandre tilbage til Tyskland. De rømmede derved Teaterbygningen, K.F.U.K. lejren, Missionshuset, Teknisk Skole og Gammelkjøgegaard. Teaterbygningen blev dog over et år benyttet til allierede flygtninge.

1945 Strandpavillonen blev brændt ned

Strandpavillonen, der lå hvor Hotel Hvide Hus nu ligger, blev i April måned brændt ned af danske sabotører.

1945 Luftalarmer

Køge havde i 1944 40 luftalarmer. Byen havde siden 1940 ialt haft 50 alarmer.

1946 Køge Roklubs nye klubhus

Køge Roklub indviede det nye klubhus, der var blevet opført på arealet, hvor Codan skibsværftet i sin tid lå.

1947 Brændselsmangel

Køges skoler og Varmbadeanstalten blev lukket på grund af brændselsmanglen i Marts måned.

1947 Køge kommune købte arealer af Gammelkjøgegaard

Køge kommune købte følgende arealer af Gammelkjøgegaard:

Sandmarksskoven: 7,1 hektar
Robenhejeskoven: 2,9 hektar
Arealet Ringvejen/Boholtegården: 29,3 hektar
Arealet øst for Vordingborgvej: 5,8 hektar

Købsprisen var kr. 1.028.000
1 hektar = 10.000 kvadratmeter

1947 Grunde på Peders Vænge

På den første af de i alt 108 udstykkede grunde på Peders Vænge (Langesvejkvarteret) blev bebyggelsen påbegyndt.

1947 Bybuskørsel

Vognmand Viggo Larsen fik koncession på bybuskørsel. Ruten gik fra Hastruphus i Hastrup til Hedebo ved Egedesvejen på Ølby Lyng. Prisen var 35 øre.

1947 Nordlejren på Mågevej 21

Nordlejren, der lå på Mågevej 21, blev rømmet i September måned for allierede flygtninge fra Østeuropa, navnlig Baltikum. Køge kommune overtog bygningerne, der blev indrettet til 17 lejligheder for husvilde familier.

1948 Elektricitetsværket blev overtaget af kommunen

Køge kommune overtog det hidtil privatejede elektricitetsværk i Køge efter ingeniør Wal Hansen, hvis far oprettede værket i 1891.

1948 Køge Roklub

Køge Roklubs båd, firer med styrmand, vandt broncemedalje ved de Olympiske Lege i London. Holdet bestod af: Erik Larsen – Børge Raahauge Nielsen – Henry Larsen – Harry Knudsen og styrmanden Ib Olsen.

1949 Todækker-busser

D.S.B blev denne vinter kritiseret stærkt for købet i sommeren 1949 af engelske dobbeltdækkere som bl.a. kørte, mellem Køge og Valby. Passagererne klagede især over, at der stod sne ind gennem vinduerne!

1949 Timelønnen for ufaglærte arbejere

Timelønnen for en ufaglært arbejder var kr. 2,00.

1949 Skovparken

Bebyggelsen i Sandmarksskoven blev påbegyndt. Bebyggelsen, som kaldes Skovparken, skulle efter planen bestå af 72 lejligheder og det blev forventet, at det skulle stå færdigt 1

1949 Julemesse på Teaterbygningen

En kreds af Køges forretningsdrivende afholdt en velbesøgt julemesse på Teaterbygningen i december måned.

1949 Det sidste af Ringvejen blev færdigt

Det sidste stykke af Ringvejen, uden om Køges bymidte, blev færdigt.

1949 Priser på varer

Priser på følgende varer:

Melis: kr. 1,16 pr. kg
Oksekød: kr. 1,90 pr. kg,
Mørbrad: kr. 5,80 pr. kg
Kartofler: kr. 0,24 pr. kg,
Smør: kr. 7,20 pr. kg,
æg: kr. 0,29 pr. stk.,
Rugbrød: kr. 1,16 pr. stk.
Sødmælk: kr. 0,51 pr. ltr.
Pilsner: kr. 0,60 pr. flaske

<<< 1930-1939  1950-1951 >>>