Skougaard Larsens værft

Køge har efter al sandsynlighed altid haft en eller anden form for bådebyggeri. Der har altid været behov for at få trukket skibe på land om vinteren og foretage reparationer eller endog nybyggerier.

Nogle af de tidligste spor vi med sikkerhed kender fra værfter i Køge, stammer fra midten af 1700-tallet . Her etablerede Skibsreder Carl Wilder et værft på Havnepladsen i Køge og udførte en række nybygninger for flåden. Han var en veletableret mægler og handelsmand. På Christianshavn ejede han et stort skibsværft, der hvor den nuværende ”Wilders plads” ligger. Han købte et hus ved havnen og lejede to pladser af byen. Disse pladser fik han indgrøftet med pæle og opfyldt med en muddermaskine, så de blev egnede til skibsbyggeplads. Der blev bygget flere større fartøjer til flåden, blandt andet fregatten ”Juliane Maria” på 240 lægters drægtighed til 40 kanoner. Men allerede i 1753 standsede Wilders skibsbyggeri i Køge.

Der hengik hen ved 100 år inden der igen kom nogle større skibsbyggerier i Køge, som vi kender til. Nu var det dog ikke længere deciderede værfter der etablerede sig, men snarere mindre, lokale skibsbygmestre.

Det næste kendte skibsbyggeri var fra 1866 og igen var det havnepladsen der lagde jord til. Civilingenieur Hans Christian Weber (1813-1875) anlagde et værft, ”hvortil Havnecommissionen har overladt ham en særdeles velbeliggende plads”.

Havnefoged og skibsbygmester Johan Victor Louis Flindt overtog det i 1872 og førte det videre til 1896. I 1896 blev det solgt til Adolf Nielsen.

I 1905 slog skibsbygger Larsen sig i Køge. Denne historie vil blive fortalt i den kommende udgave af Køge Studier, som forventes at udkomme ultimo sommeren 2013.

Køge Byarkiv holder kun åbent om torsdagen i ugerne 27-32.

Højelse og Skovbo arkiver holder sommerlukket i uge 27-32. Forespørgsler kan rettes til Byarkivet.

Herfølge har kun åbent om fredagen i ugerne 27-32.