Ledig stilling: Afdelings- og arkivleder ved Køge Museum og Køge Arkiverne

Museum Sydøstdanmark og Køge Fonden søger en historiker eller person med lignende akademisk uddannelse til stillingen som afdelings- og arkivleder ved Køge Museum og Køge Arkiverne. Stillingen ønskes besat fra 1. april 2017.

Som afdelings- og arkivleder har du ansvar for den daglige ledelse og det overordnede ansvar for Køge Museums og Køge Arkivernes personale, publikum og museumsbutik, arrangementer, skoletjeneste, udstillinger og den daglige interne og eksterne kommunikation samt kontakten til de fire venneforeninger.

Du vil indgå i Museum Sydøstdanmarks ledergruppe og fungere som sekretær for Køge Fondens bestyrelse. Du vil indgå i kulturledernetværket i Køge Kommune og i samarbejde med museets direktør være i dialog med den kommunale forvaltning og politiske ledelse.

Du skal have gode samarbejdsevner med fokus på at skabe netværk. Som leder af en lokalt forankret kulturinstitution er det centralt at kunne etablere gode netværk med alle grupper i samfundet.
Blandt andet er det hensigten at opbygge et erhvervsnetværk i tilknytning til huset. Det er ikke et krav, men det vil blive vurderet positivt, hvis du bosætter dig i lokalområdet.

Du deltager overordnet i arbejdet med indsamling, registrering, bevaring, formidling og forskning i relevant materiale i samarbejde med museets kulturarvsenhed og øvrige enheder.
Du får ansvar for budget, regnskab, planlægning og beretninger knyttet til dit ansvarsområde.

Som ansøger skal du

  • have indgående kendskab til såvel arkiv- som museumsforhold, herunder registreringsprincipper og -systemer.
  • have erfaring med samarbejde med frivillige medarbejdere. Køge Arkiverne har tilknyttet ca. 30 frivillige medarbejdere, som du skal samarbejde med.
  • have erfaring med ledelse af en kulturarvsinstitution eller lignende.
  • have erfaring med personaleledelse og fokus på et godt arbejdsmiljø.
  • have fokus på samarbejde, kommunikation og uddelegering.
  • kunne tage initiativ til nyskabende projekter, gerne i et samarbejde med andre aktører.

Afdelings- og arkivlederen er ansat af og aflønnes af Køge Fonden, der er ansættende myndighed. Der er indgået en samarbejdsaftale mellem Køge Fonden og Museum Sydøstdanmark om stillingen.

Det primære arbejdssted er Køge Museum og Køge Byhistoriske Arkiv, Nørregade 4, 4600 Køge. Da der er andre afdelinger i såvel Køge som Næstved og Vordingborg Kommuner, må du være indstillet på skiftende arbejdssteder. Løn og ansættelsesvilkår efter overenskomst.

Vi skal have modtaget din ansøgning senest 1. februar 2017. Du skal sende din ansøgning, CV samt relevante bilag til job@museerne.dk mærket “afdelingsleder”. Du kan henvende dig til direktør Keld Møller Hansen kmh@museerne.dk, hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen.

Køge Museum er en del af Museum Sydøstdanmark. Se www.museerne.dk

Køge Arkiverne består af Køge Byhistoriske Arkiv, Lokalhistorisk Arkiv for Herfølge-Sædder Sogne, Højelse Sognearkiv og Skovbo Lokalhistoriske Arkiv. Se: www.koegearkiv.dk

Hent stillingsopslaget som PDF-fil her. (114 KB).

Køge Byarkiv holder kun åbent om torsdagen i ugerne 27-32.

Højelse og Skovbo arkiver holder sommerlukket i uge 27-32. Forespørgsler kan rettes til Byarkivet.

Herfølge har kun åbent om fredagen i ugerne 27-32.