I sommeren 2016 besøgte DR-TV Køge i forbindelse med tv-programmet “Guld i Købstæderne”. Der blev optaget to programmer fra Køge.
Nu kan du selv tage på en kulturhistorisk gåtur i det centrale Køge fra Brogade til Kirkestræde i hælene på programmet.
Tekst+billeder af Inge Christiansen, Museum Sydøstdanmark/Køge Museum 2016.
I det følgende er der sat fokus på enkelte spændende historier. Vi ønsker rigtig god fornøjelse med byvandringen, som du kan tage i dit eget tempo – og når det passer dig.
- Broport og Brogade
Vi står i den ende af Brogade, der ligger mod åen – ved den sydlige af byens nu forsvundne byporte, Broport, hvor varer fra den gamle åhavn og fra bønderne syd for Køge kom ind i byen. Porten er markeret i fortorvet. Ved Broport skulle man betale told af de varer, man ville indføre i byen. Det kunne være varer som øl, kød, smør og korn. Åhuset, på gadens vestside, fungerede som accisebod frem til 1852, hvor Grundloven af 1849 havde indført erhvervsfrihed. Det var dog kun de to sydligste fag, der var lejet ud til accisebod.
Købstæderne blev lagt med omkring 30 km afstand, så man kunne nå fra den ene til den anden købstad på de lyse timer året rundt. Selv om der var overnatningsmuligheder mellem købstæderne, var det langt det sikreste, både for mennesker og for varer, at nå inden for byporten, før mørket faldt på. Købstadssystemet skulle styrke byerne økonomisk, så derfor foregik handlen kun i byen, og der var kontrol af varer ved byportene. Ingen kunne komme ind i byen andre steder end gennem byportene. Byen var oprindeligt afgrænset af åen mod syd og ellers af en vold med palisader.
Der var accise på vin og især tysk øl (til stor forbitrelse) og allerede i 1466 havde Christian 1. lagt en cise (4 skilling) på hver tønde tysk øl, hvilket var 25% af prisen.
Det var fristende at snyde, og megen handel gik også ”udenom”. Derfor vedtog bystyret i 1639, at enhver der købte ulovligt – f.eks. udenfor byen – skulle sættes i halsjern, og hvis bysvendene ved byportene så gennem fingrene med varer, skulle de tre timer på træhesten.
Mange rige købmænd boede i handelsbyen Køge. De boede alle tæt på torvet, og derfor også her i Brogade.
Brogade er kort og bred og dermed nem at fragte varerne ad ind til byens torv.
Mange af bygningerne er tidligere købmandsgårde, som gården i nr. 23, som er fra 1638-1651, hvor den sydlige del har fine knægte og nogle fantastisk flotte fyldholter med frugtranker og buttede engle. Træskærerarbejdet kan være udført på Abel Schrøders værksted i Næstved og er på højde med det, man ser på altertavler.
- Brogade, brand, købmandsgårde, køgeknægte og Hugos kælder
Købmandsgårdene lå på rad og række ned mod torvet. I 1633 skete der dog noget, der kom til at ændre byen. En brand brød ud. Den startede på et høloft i Vestergades vestlige ende, hvor Marine Lollik kom hjem fra messe og opdagede ilden. Det var intet at gøre, og i blæsevejret sprang ilden forbi en masse bygninger til den anden ende af Vestergade, hvor den hurtigt bredte sig og udslettede alle gårde på torvets sydside og Brogades vestside samt den sydligste del af Brogades østside. Desuden nedbrændte der gårde på torvets nordside og op ad Nyportstræde på torvets nordlige side. Hele branden var overstået på kun 3 timer!
Men selv om det var et hårdt slag for borgerne og byen, blev gårdene hurtigt opført igen pga. byens rigdom. Når man går ned ad Brogade er mange af husene opført umiddelbart efter branden – mange i 1634-35. Faktisk er Brogade eneståede i Danmark ved at have så mange renæssancehuse. På den vestlige side ligger 8 renæssancegårde på stribe. En del af dem har fået fornyet facaden, så det ikke er bindingsværk, men hvis man kigger ind i portene kan man se bindingsværket i gavlene og dermed se, at det er en gammel bygning.
En af de genopførte bygninger efter branden er købmandsgården i Brogade 16 fra 1636, hvor man øverst oppe kan se tagskægsknægte af den type, der stort set kun findes i Køge og derfor kaldes ”køgeknægte”. Deres formål er – udover at være dekorative – at beskytte de gennemstukne bjælkeender mod vejret samt stabilisere ydervæggen øverst, hvor den er svag.
Købmændene boede ud til gaden og jo fattigere man var, jo længere ”nede” i gårdanlægget mod åen boede man. Der foregik mange ting i baggårdene. Her lå pakhuse og staldbygninger, og der var et leben af dyr og mennesker.
Gården i Brogade 19 er også genopført efter branden i 1634-35 af borgmester Hans Christensen, men her kan man komme ned i en endnu ældre kælder – en af byens middelalderkældre – og få en øl! (under en sidebygning fra 1856).
Kælderen her var fyldt op og glemt gennem mange år, men i 1960’erne blev den udgravet af Køge Museums gravegruppe efter at et medlem havde fundet munkestensmurværk. Kælderen går dermed tilbage til byens ældste tid med den ældste del fra 1300-tallet. I det hele taget findes der mange spændende gamle kældre fra middelalder og renæssance i Køge.
- Skatten i baggården, Brogade 17
I 1987 skulle nogle arbejdere nedgrave et elektrisk kabel i baggården til Brogade 17. Her fandt de en kæmpestor skat af store sølvmønter nedgravet.
Hermed dukkede en af Danmarks tungeste møntskatte op. Den vejede ikke mindre end 32 kg og bestod af 2266 sølvmønter, der lå gravet ned i en trækasse under gulvet i en tidligere sidebygning. Bortset fra to var alle mønterne danske og fra årene 1608 til 1673 – og det fortæller os at skatten er lagt ned tidligst i 1673.
Ejendommen Brogade 17 ejedes i 1668-1705 af en meget velhavende købmand, Jens Falch, der var en af Køges største skatteydere. Foruden gården i Brogade, der var vurderet til 900 daler, ejede han Torvet 13, der var vurderet til 200 dalere. Hertil kom tilgodehavender på 1400 dalere, bl.a. fra hans fire svigersønner, der alle skyldte ham penge. Møntskatten havde en værdi af 1500 dalere. Dvs. næsten den dobbelte værdi af hans store veldrevne købmandsgård.
Mange teorier er fremsat om, hvorfor pengene blev gemt – og ikke siden gravet op bl.a. at det var hans kone Anna Andersdatter, der døde i barselsseng i 1676, der havde skjult skatten og døde uden at give sin viden videre. Det var tidligere Annas forældre, der ejede gården, så måske var det hendes arv. Men en stor del af mønterne er kommet til efter, at Anna arvede sine forældre i 1668, da mønterne er yngre, og det kan have været svært for hende at samle så mange penge på de få år, og gemme dem uden at andre vidste det.En anden mulighed er skatteunddragelse! I 1673 var der en særlig krigsskat på formue, og den kommende Skånske Krig (1675-1679) betød ekstra store skatter for danskerne. Møntskatten er derfor muligvis gemt af vejen for at undgå at betale skat.
Men den kan også være skjult for ikke at skulle låne mere ud til grådige svigersønner.
En mulighed er også frygten for endnu en krig mod svenskerne. I årene 1658-1660 var Køge besat af svenskerne, og det må have stået friskt i erindringen, hvordan udskrivninger af proviant, penge og arbejdskraft til svenskerne fik selv rige folk til at gå fallit. I 1659 skrev en af byens rådmænd til den svenske konge for at få lettelser i kravene, da byen i løbet af et år havde betalt 32.000 rigsdaler i skatter og for 9.000 rigsdaler i proviant. Til sammenligning var byens skat 1640’erne på 4.000 rigsdaler årligt.
- Rådhuset, bystyret og kagen
Køge Rådhus er Danmarks ældste endnu fungerende rådhus, bygget i 1552 bl.a. af materialer fra Gråbrødreklosteret, der var blevet nedlagt i forbindelse med reformationen 1536. Her kan nævnes, at klokken, der slår hver time, stammer fra klostret og blev støbt i 1522 af den berømte klokkestøber Johannes Fastenow. På klokken ses et fint relief af Frans af Assisi, som grundlagde munkeordenen. Rådhusets facade blev ombygget i 1803 til den klassisistiske stil den har nu. Der er dog stadig to relieffer tilbage fra den oprindelige bygning. De stammer fra Statius van Dürens værksted i Lübeck, der fungerede i årene 1550-1565.
På den store frontgavl kan man se et relief af to gudinder: Justitia og Minerva. Jusitia til venstre var romersk gudinde for retfærdighed. Hun holder en vægt som symbol på ret og uret og har bind for øjnene som symbol på at være en upartisk dommer. Minerva til højre var gudinde for visdom og holder derfor en bog. Over dem stråler en sol som symbol på lykke og velstand i Køge.
Bystyret bestod af en lille gruppe velhavende mænd og var inspireret af tyske byer. Fra omkring 1400 havde man et bystyresystem med to borgmestre og et antal rådmænd. Siden blev det i 1682 ændret til en borgmester og to rådmænd. Borgmestrene valgtes – af kongen – fra rådet og afgik nogle fra rådet, sørgede rådet for at familie og venner kom ind. Rådmændene bestod gerne af rige købmænd, der både have tid, råd og erfaring til det hverv.
Byrådet skulle både lede byen administrativt og dømme i rådstueretten.
Byrådet skulle opkræve skat, men var ikke meget for selv at betale. Det var ikke kun et problem i Køge, så derfor besluttede kong Christian 4. at kontrollere regnskaberne for landets købstæder i 1618. I Køge havde bystyret solgt to grunde til borgmestre meget billligt, rådet betalte ikke skat og så blev der drukket for meget øl til rådets møder.
Alt dette førte til en ny forordning i 1619, der – selv om rådets sammensætning ikke umiddelbart ændredes – førte til, at byens øvrige borgere i løbet af 1600-tallet fik mulighed for at deltage i byens styre. Der opstod en række udvalg med forskellige opgaver, og borgerne fik efterhånden pligt til at udføre forskellige opgaver indenfor byens styre.
Et af formålene var at skærpe kontrol med byens finanser og derfor blev en af opgaverne for borgerne, at kontrollere rådets regnskab. Det førte i 1680 til en langvarig strid. 10 af byens borgere skulle revidere rådets regnskab, men rådet nægtede at udlevere det. Man forhandlede helt frem til 1682, hvor forhandlingerne brød helt sammen og en tog alle regnskaber, låste dem inde i arkivet og forseglede kobberdøren, mens borgerne så til. Borgmesteren kunne heller ikke få adgang til arkivet, så han klagede til stiftsbefalingsmanden, som endelig fik åbnet døren.
En af de mange funktioner, der var i rådhuset, var byens fængsel. Fra dette var der en udvendig trappe op til en forrum til rådstueretten. Rådstueretten lå bag de tre vinduer længst mod nord på første sal. Når man var blevet dømt her, kunne det være til en fysisk afstraffelse og den foregik på byens kag.
Køges kag lå – ikke midt på torvet – men lige ud for rådhuset. Køges kag nævnes første gang i 1450 og var en stor muret bygning med en indvendig trappe. Øverst var der placeret en pæl, hvortil folk blev lænket, når de skulle straffes. Den var malet i en rød-brun farve, der gjorde den nemmere at rengøre. Køge havde ikke sin egen bøddel – han kom fra Næstved eller Ringsted. Men byen havde sit eget bøddelsværd, som blev opbevaret på rådhuset.
Straffene var mange og barbariske, og formålet var afskrækkelse. Kagstrygning (pisk på kagen) og brændemærkning med tyvemærket var straffen for tyveri. Hængning hvis det gentog sig. Mord blev straffet med knibning med glødende tænger, afhugning af en hånd og derefter halshugning. Mildere straffe fandtes også som at gå med den spanske kappe for urostiftelse (en tønde uden top og bund) eller stå i gabestokken til spot og spe.
Kagen blev, som bødlens arbejdsplads, betragtet som et urent sted, som ingen håndværksmester frivilligt ville reparere. I 1639 trængte den til en gennemgående restaurering. Her måtte så alle murermestre og relevante håndværkere i byen deltage, om det så var med nok så lille en ting.
I 1799 var tidens syn på straf ændret og mildnet som følge af oplysningstiden, og kagen blev derfor nedrevet.
- Rådhuset – folkets hus
Der foregik mange andre ting på rådhuset end administration og retsvæsen.
I 1600-tallet boede tolderen selv på rådhuset og drev også vinkælderen – altså værtshus i kælderen. Foruden toldbod var der et vejerhus med en stor vægt til at veje varer, der indførtes i byen fra havnen. Tolderen drev også en lille salgsbod i den nordlige ende af huset, hvor han solgte bånd, bændler, sysilke og knapper.
På den fine etage, som er første sal – kaldet salsetagen, lå foruden rådstuen den store sal – rådhussalen. Og her foregik mange ting. Den blev f.eks. i 1500 og 1600-tallet udlejet til adlens bryllupper, der foregik med pomp og pragt – hvilket kongen ikke brød sig om, da han forsøgte at begrænse unødig luksus. Mange gange måtte kongens lensmand afsted til Køge for at kontrollere, om det blev overholdt.
I 1589 blev herremanden Eske Brok gift på rådhuset. Det må have gået lystigt for sig for kongens lensmand blev efterfølgende sendt til Køge for at undersøge, om der var blevet danset til brylluppet. Man måtte i følge Frederik 2. Bryllupsreces fra 1586 ikke danse ved bryllupper, og der kunne udskrives en bøde på 1000 daler.
Der blev i 1600-tallet indrettet rum, som kongefamilien kunne benytte ved gennemrejse, således både en prinsestue og en kongestue.
I 1801 blev der indkvarteret engelske soldater i forbindelse med Napoleonskrigene i rådhussalen.
I 1851 blev der holdt en kæmpe fest for hjemvendte soldater og deres pårørende, der havde deltaget i den dansk-tyske treårskrig 1848-51.
Siden blev der i anden halvdel af 1800-tallet holdt teaterforestillinger i salen.
Stueetagen blev også brugt til en række erhverv. I 1700-tallet som sagfører, kirurg og træskohandel, og i 1800-tallet lå Sparekassen og et konditori her.
- Kirkestræde, byhuse for fattige og håndværkere
Kirkestræde er også en gade, der har ligget her fra middelalderen, men nu bevæger vi os længere væk fra torvet og Brogade og kommer til de mere fattige dele af Køge. Her boede håndværkere og mindre bemidlede mennesker.
Her hvor Bødkergården fra 1830 ligger i Kirkestræde 11, lå tidligere 4 små huse til udlejning – de såkaldte våninger. Der skete typisk det, at de gamle små våninger forsvandt til fordel for større bygninger til håndværkere. I begyndelsen af 1800-tallet var håndværkerne således også den største erhvervsgruppe i byen.
I 1600-tallet og længere tilbage var gaden derimod præget af små boliger for fattige – de såkaldte åbne gårde – hvor man i gårdrummet havde mange små boliger placeret. Her lå også mange lejevåninger, små huse som en fattig familie kunne bo i, og som blot bestod af en enkelt rum og et ildsted. Nogle steder skulle det ene rum – ud over beboelse – også bruges til værksted.
Den eneste bevarede lejevåning i Køge i dag er Danmarks ældste daterede bindingsværkshus fra 1527, som ligger i Kirkestræde 20.
I midten af 1600-tallet købte rådmand Peder Hansen en hel husrække ned på samme side af Kirkestræde som den bevarede lejevåning samt området bag for at leje små boliger ud til fattige. Fordi det er lejeboliger, har man ofte kun oplysninger om ejeren, men i 1734 boede der to kvinder i Kirkestræde 20, hvoraf den ene var jordemoder. I 1787 boede der en enke som var værtshusholder sammen med sin ugifte søn og en tjenestepige.
I 1800-tallet blev husets beboere også ejere. I 1817 boede der en barber, som også var kirurg, og derfor både klippede hår og foretog åreladning og kopsætning.
I 1837 boede en møllersvend i huset med sin familie – hans kone var datter af føromtalte barber. Ud over mand, kone og to børn havde de i 1845 en logerende i form af en enke, der levede af fattigunderstøttelse. I 1844 fik deres datter Johanne desuden en datter udenfor ægteskab. Senere blev hun gift med en skomagermester, der også flyttede ind i huset, så der var trangt i det lille hus på 4 gange 5 meter!
I slutningen af 1800-tallet boede her en skindhandler med kone og 10 børn.
- Køge Kirke, fyrlygte og begravelser
Sankt Nicolaj Kirke er påbegyndt umiddelbart efter byens grundlæggelse, men er bygget i flere omgange. Den blev ikke lagt centralt i byen – det gjorde torvet, men lidt væk. Den første kirke stod færdig i år 1300, mens tårnet kom til i 1324.
Kirken er opkaldt efter de søfarendes skytshelgen Sankt Nikolai, som tillige var helgen for børn og derfor har udviklet sig til den figur, vi kender som julemanden i dag.
Kirketårnet har fungeret som fyrtårn gennem flere hundrede år for fiskere og søfolk, så de ikke kom ud af kurs. Når man kigger op på tårnet, kan man se en lille muret tresidet karnap, hvor en lygte har hængt. I dag sidder et lyskors udenpå som lyser, når det er mørkt. Fyrlygten fra 1400-tallet er den ældste endnu bevarede i Danmark.
Kirken er stor og har meget fint inventar bl.a. epitafierne, der vidner om den rigdom, der var i byen.
Også de mange store gravsten, som gulvet nærmest er belagt med, fortæller om byens rige mennesker.
Mange vigtige og rige mennesker blev begravet inde i kirken. Flest blev begravet i 1550-1650, og ægtepar blev begravet sammen. Der var prisforskel alt efter, hvor i kirken man blev begravet.
I 1804 blev den sidste begravet inde i kirken – fra 1805 var det forbudt. Man holdt op med det, fordi det da blev ansat for uhygiejnisk med de mange lig under gulvet. Udtrykket ” de stinkende rige” stammer fra, at rige blev begravet inde i kirkerne; under gulvet eller i krypter og kapeller – og de har ikke lugtet godt! Fattige havde ikke råd til at blive begravet inde i kirken. Ved kirkegang var hovedvandsæg derfor en hjælp for kvinderne til at komme gennem opholdet på. Et hovedvandsæg er en lille beholder, der indeholder en svamp vædet i et stærkt duftstof/parfume.
- Køge Kirke og overtro i tiden
I Sankt Nikolaj Kirke står en fin døbefont, som blev skænket af borgmesteren i 1613. Den er i sort marmor og rød porfyr og er ottekantet.
Der står på kanten af døbefonten, at den skænkes til kirken, fordi Christian 4. har vundet Kalmarkrigen, men der gemmer sig en hel anden historie, som man nok ikke var lige så stolt ved i datiden.
Den erstattede nemlig en anden døbefont, som nu står på Køge Museum, da den var blevet besudlet!
Historien handler om Anna og Hans, som ses oppe på et epitafium i kirkens kor.
Det begyndte med, at ægteparret Anna og Hans, der boede på hjørnet af Nørregade og Torvet, hørte en høne klukke under deres hoveder i sengen, uden at der var nogen.
Noget tid efter så Anna en skrubtudse, der gik på to ben, men inden hun fik tilkaldt de andre i gården, var den væk. Derefter blev den ene tjenestepige så syg i et halvt år, at de måtte holde en pige til at passe hende. Børnene var meget urolige, skreg og græd og så f.eks. en uhyggelig mand. Plejesønnen fik krampeanfald – en dag så slemt, at han svævede over jorden, uden at de kunne hive ham ned. Satan kom og hakkede på vinduet i skikkelse af en fugl for at få plejesønnen med. Der var meget spøgeri, hvor Satan viste sig i mange former, bl.a. som en bekendt præst, en købmand, en hund og et svin. Satan tog også form i Annas skikkelse for at skælde hendes gamle mor ud og pine hende i kramper. Underlige dyr viste sig, nogle med abeform, andre med hønsefødder. Hunden i huset blev slynget rundt af en usynlig person og blev derefter bidsk. Rotterne myldrede i huset og opførte sig mere aggressivt end ellers.
I de lokale kirker bad man flere gange for familien, uden at det hjalp.
I 1612 havde Hans Bartskær fået nok af hændelserne i sit hus og anklagede Johanne Thommeses samt tre andre kvinder for trolddom. Hovedskylden fik Johanne, som boede i det nærliggende Bygårdsstræde. Hende var Anna Bartskærs sandsynligvis uvenner med i forvejen.
Ved retsmøderne fortalte mange borgere om ordvekslinger med Johanne gennem årene, der var blevet efterfulgt af ulykke. Efter flere retsmøder bekendte Johanne at have begået trolddom og angav tre andre kvinder, hvorefter hun blev brændt på bålet.
Af de tre andre, der blev anklaget sammen med Johanne, blev de to også brændt, mens den tredje nåede at flygte fra byen.
Men hekseprocessen sluttede ikke her. Undervejs kom det frem, at Mette Banghors sammen med veninden Johanne Thommes havde manet Djævelen frem i skikkelse af en rotte. De havde også lokket en stakkels halt tjenestepige ved navn Kirsten Lauridsdatter til at tisse i kirkens døbefont. Kvinderne havde lovet hende helbredelse og fem alen vadmel for det. Under de efterfølgende forhør angav de to mindst ti medsammensvorne kvinder, der også blev brændt på bålet. En af dem var den halte Kirsten.
I alt 12 kvinder menes at være blevet brændt på bålet i Køge i årene 1612-15. Der ud over flygtede som nævnt én fra byen, mens to andre begik selvmord; den ene ved at drukne sig i en brønd, da hun modtog stævningen, den anden lykkedes det at begå selvmord i fængslet efter 24 ugers forhør.
Da det i 1612 blev kendt i byen, at døbefonten var blevet besudlet, blev den delvis ødelagt og smidt ud af kirken.
Kummen fra den gamle døbefont dukkede op under et vejarbejde i Kirkestræde i 1800-tallet. Den katolske kirke i Køge fik den tilbudt, da døbefonten stammer fra den katolske tid i Danmark. Men med den baggrundshistorie døbefonten havde, ville man dog ikke bruge den til dåbshandlinger, så i stedet blev den brugt til blomsterkumme i haven ved det katolske kapel i Bjerggade. I 1937 blev fontens fod fundet under dåbskapellets gulv i Køge Kirke. I samme år blev kummen skænket til Køge Museum af redaktør Frederik Opffers bo og her blev fod og kumme forenet.