Skrællede kartofler til døren

Køge Mosteri forsøgte sig med en ny praksis: skrællede kartofler i sylteglas med en konserverende væske – leveret til døren sammen med morgenmælken. I Holland havde man i nogle år kunnet købe disse hos grønthandleren, men andre forsøg med samme havde ikke herhjemme været nogen succes. Kartoflerne blev skrællet i en stor tromle foret med sandpapir. Efter skrællen var blevet slebet af i tromlen, blev kartoflerne sorteret og øjnene på dem stukket ud.