1000-1499

 
     1500-tallet >>>

1170 Gammelkøge

Gammelkøge, beliggende nordøstlig for indkørslen til Gammelkjøgegaard, findes nævnt første gang.

1176 Margrethe af Højelse

Herlog,  som boede på Gammelkjøgegaards jorder i Ølsemagle, myrdede sin kone Margrethe (af Højelse) og lod det se ud som selvmord, hvorfor hun blev begravet på åben mark. Ved graven skete der flere “undere”. Mordet blev senere opdaget, og Margrethe blev bisat i Roskilde og fik Sct. Margrethes Kloster opkaldt efter sig.

1288 Købstadsprivilegier

Kong Erik Menved gav den nye by Køge de første købstadsprivilegier. Erik Menved var på det tidspunkt 14 år.

1293 Privilegium

Byen fik et nyt privilegium, der lød på, at indbyggerne fik tilladelse til at lade deres kvæg græsse på begge sider af åen.

1324 Køge Sankt Nikolaj kirke

Den første del af Køge Sankt Nikolaj kirke var fuldført. Man mener , tårnet stod færdigt i 4 stokværk. Kirken blev samtidig indviet til de søfarendes helgen Sct. Nicolaus.

1343 Ildebrand

Byens stadig voksende handelsmæssige indflydelse var grunden til at holstenerne afbrændte byen totalt, med undtagelse af byens eneste murstensbygning, kirken.

1352 Kappestrid

Kong Valdemar Atterdag lod afholde en “storstilet” turnering ved Køge. Disse turneringer blev afholdt for at samle alle våbenføre mænd til fredelig kappestrid, men vel mest for at advare eventuelle angribere.

1395 Køge by pantsættes

Dronning Margrethe d. I pantsatte Køge by til Roskilde kapitel for 3000 engelske nobler.

1399 Rådmænd

De første navnekendte rådmænd, Hemming Jensen, Anders Jepsen og Nyland, omtales dette år.

1400 Byfoged

Som den første byfoged udnævnes Niels Holm.

1405 Pantsætningen blev indløst

Dronning Margrethe d. I indløste pantsætningen af Køge.

1411 Havnen anlægges

De første bolværker, som betegnes havn, beliggende i den yderste del af åmundingen ved den nuværende havn, blev nævnt.

1443 Vinkælder under rådhuset

Tolderne fik tilladelse til at drive vinkælder under rådhuset. Det daværende rådhus beliggenhed er ukendt.

1450 Køge Sankt Nikolaj kirke

Tårnet på Køge Sankt Nikolaj kirke var blevet forhøjet, så der nu var 5 stokværk.

1461 Græsning

Køges borgere formentes adgang til at lade deres kvæg græsse på den anden side af åen. Bjæverskov herredsting fastslog, at grænsen gik midt i åen.

1470 Ny kirkeklokke

Køge Sankt Nikolaj kirke fik en kirkeklokke med indskrift på latin, der oversat lyder: “Når jeg trækkes hør da og kom alle til kirke. I det herrens år 1470”. Klokken er støbt af Johannes Petri i Slagelse og hænger stadig i kirketårnet, hvor den endnu bruges.

1476 Sudernes egen lavsskrå

Suderne (skomagerne) fik stadfæstet deres egen lavsskrå. To år efter forærede Kong Christian d. I Suderlauget et hus i Laugshusgade nr. 4. Suderne ejede huset indtil 1810.

1484 Gråbrødrekloster

Kong Hans skænkede gråbrødremunkene sin gård ved Vesterport. Der blev oprettet et gråbrødrekloster. Gården var beliggende ved klosterkirkegården i Vestergade.

    1500-tallet >>>