Fotoalbummet – Jubilæum på Køge Andels-Svineslagteri

“Slagteriets 50 års jubilæumsfest 1939”.

Billedet er taget i anledning af Køge Andelssvineslagteris 50 års jubilæumsfest i 1939. Festen blev afholdt i et stort cirkustelt ved Dyrskuepladsen. Det var en stor festdag. Tjenerne var iklædt kridhvide skjorter, herrerne i stive jakkesæt og kvinderne bar kjoler i småblomstret kjolestof.

Køge Andelssvineslagteri blev oprettet i 1889. Slagteriet modtog svin fra et stort opland i Køge og omegn. Størstedelen af produktionen af bacon blev eksporteret til England. Slagteriet var en af byens store arbejdspladser med ca. 100 ansatte i jubilæumsåret, og ca. 200 i 1950’erne. Bygningerne eksisterer ikke mere, men slagteriet lå nord for S-togsstationen mod København. I 1976 blev slagteriet sammensluttet med det i Ringsted, og flyttede til Ringsted. Hermed mistede Køge en af sine store arbejdspladser.

De gamle arkivalier fra slagteriet er nu ved at være færdigregistreret, således at alle kan komme og besøge Køge Byhistoriske Arkiv og se billeder, medlemsprotokoller, jubilæumshæfter, lønningsbøger mm fra slagteriets spændende historie. (Foto: Køge Byhistoriske Arkiv.)

Af arkivar Mette Henriksen, Lokalarkiverne i Køge kommune.

Dette indlæg blev udgivet i Fotoalbummet og tagget . Bogmærk permalinket.