Spion under Den kolde Krig

Foredrag med Køge Byarkivs Venner på Teaterbygningen

Købmand H. C. Nielsen, Køge, i forretningen på hjørnet af Jernbandgade og Nørregade.

Købmand H. C. Nielsen, Køge, i forretningen på hjørnet af Jernbandgade og Nørregade.

Køge Byarkivs Venner byder i årets første arrangement på et foredrag med tidligere købmand, modstandsmand og spion, H. C. Nielsen, på Teaterbygningen.

Under Den kolde Krig har H. C. Nielsen foretaget vigtige observa­tioner og fotograferet militære anlæg, raketbatterier og kommunika­tionssystemer i Østtyskland og Polen. Dette farlige arbejde gav vigtige informationer om oprustningen på den anden side af jerntæppet.

H.C. Nielsen var engageret i Køge og Omegns Automobilklub. Fordi han var formand for Dansk Automobil Sports Union, blev han og Kurt Dose, også fra Køge, inviteret til Polen til rallystævner i Polen. Forud for løbene havde de tilladelse til at køre rundt i terrænet og afprøve ruterne. Det var her de havde lejlighed til at foretage observationer for Forsvarets Efterretningstjeneste.

H.C. Nielsen er født i 1924. Han har været selvstændig købmand på hjørnet af Jernbanegade og Nørregade i Køge. Han har desuden været politisk aktiv i Det konservative Folkeparti. Dertil kommer tillidsposter, bl.a. som formand for Dansk Automobil Sports Union. Og så har han bl.a. deltaget i de berømte Monte Carlo-løb gennem Europa.

Foredraget finder sted mandag den 4. marts 2013 kl. 19.30 på Teaterbygningen i Køge. Medlemmer af Køge Byarkivs Venner har gratis adgang, mens alle andre er velkomne for 25 kr.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.