Historiske kort over Køge

Køge Arkiverne har nu lagt en unik lille samling af historiske kort på nettet, til fri afbenyttelse for alle. Google har vænnet os til at opdaterede kort er frit tilgængelige på internettet. Vi bruger dagligt kort, f.eks. i bilens GPS´en, til at planlægge ruter på krak, til at lave løberuter på Iform og et væld af andre tjenester. Historiske kort er derimod ikke umiddelbart tilgængelige på nettet. Der findes selvfølgelig enkelte, spredte kort, men det kræver et stort arbejde at finde frem til kortene.

Det råder Køge Byhistoriske Arkiv nu bod på, ved at lægge en samlet række kort på nettet.

Kort er et dybt fascinerende kildemateriale i kraft af sin åbenlyse forskel mellem dengang og nu. Men det er lige så fascinerende at kunne konstatere, at Køge altid har lignet Køge. I hvert fald hvis man ser på midtbyen.

Der er både den svenske generalkvartermester Erik Dahlbergs kort over Køge fra 1659-1660, som blev lavet i forbindelse med den svenske besættelse af Køge. Der er også Peder Resens kort over Køge fra ca. 1677, som i øvrigt har den eneste kendte afbildning af den berygtede Køge Kag. Der er selvfølgelig også Søkortdirektør Jens Sørensens meget smukke kort over Køge fra 1693.
Trap Danmarks kort over Køge fra 1.-3. udgaven er også med.

På siden findes også en samling links til andre kortressourcer, som interesserede kan gå på opdagelse ud fra. Der er blandt andet også et link til hvordan man finder skråfotos af Køge.

Kortene er allerede et populært indhold. Efter kun at have ligget en uges tid på hjemmesiden, er de allerede kravlet godt op blandt de mest brugte sider. Kortene kan findes på Køge Arkivernes hjemmeside på www.koegearkiv.dk

Gå direkte til kortene her.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.