Arkivernes Dag 2009

Lørdag den 14. november er det Arkivernes Dag. Dagen falder hvert år den 2. lørdag i november og her byder Danmarks 475 lokale arkiver alle indenfor.

I Køge Arkiverne markerer vi Arkivernes Dag med en fremvisning af vores lokalhistoriske samlinger. Kom og bliv klogere på dit lokalsamfund og dets historie. Måske er der også en historie om dit hus, din familie eller de der var her før dig.

Besøg historien
I Højelse Sognearkiv er der god gang i arbejdet med en ny bog om områdets historie. Denne gang omhandler den Store og Lille Salby. Højelse Sognearkiv vil særligt gerne høre nærmere fra beboere fra disse to landsbyer, men alle andre er jo naturligvis velkomne på arkivet på Baunebjergvej 1B. I forbindelse med Arkivernes Dag, holder Højelse Sognearkiv åbent fra 11-14. Alle afleveringer, erindringer og andre bidrag til arkivets samlinger er meget velkomne. Der bliver også mulighed for at se gamle lysbilleder, videofilm og fotomontager fra lokalområdet.

I Lokalhistorisk Arkiv for Herfølge-Sædder Sogne slår man dørene op for publikum og byder inden for til åbent hus fra 10-13. På arkivet er man meget interesserede i afleveringer der har relation til de to sogne, Herfølge og Sædder. Der vises to film om høst på egnen sidst i 1970´erne. Filmene er digitaliseret for nylig og har ikke været vist på arkivet tidligere, så kom til re-premiere på filmforevisningen.

Endelig deltager Skovbo Lokalhistoriske Arkiv i Arkivernes Dag med gårde, huse og gamle kort som tema. Der vil være mulighed for at se arkivalier med netop dette tema. Desuden vil der være mulighed for at se en del plancher med luftfotos af gårde i hele arkivets område. Arkivet opfordrer til at folk afleverer arkivalier vedrørende ejendomme. Hvis man ikke vil aflevere sine materialer, er arkivet også meget interesseret i at få lov til at tage en kopi af materialet.
Der er åbent mellem kl. 10-14 og alle er velkomne på arkivet i Nr. Dalby, Kløvestedvej 2.

Vi glæder os til at byde dig velkommen på Arkivernes Dag i Køge Arkiverne.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.