Arkivernes Dag i Højelse

Lørdag den 12. november har Højelse Sognearkiv åbent på Arkivernes Dag, som afholdes på arkiver over hele norden. Højelse Sognearkiv holder åbent hus fra kl. 11-14. Her har alle mulighed for at besøge arkivet og høre nærmere om det historiske arbejde der foregår her.

Der bliver i år mulighed for at se gamle videofilm og lysbilleder fra hele Højelseområdet. Der er som altid også mulighed for at gå i dybden med slægtshistoriske studier på Arkivernes Dag.

Arkivet er som altid meget interesseret i at modtage materialer fra nuværende og tidligere beboere i Højelse Sogn. Der er stort set ingen grænser for hvad arkivet kan have interesse i. Det kan være breve, postkort, fotografier, udklip, scrapbøger, ejendomspapirer, poesibøger, foreningsprotokoller eller meget andet, som du måtte ligge inde med. Hvis der er tale om materiale, som du ikke har lyst til at aflevere, vil vi også være meget glade for at få lov til at lave en scanning af materialet til arkivets samling.

Birgit Rosenberg er, i samarbejde med alle de øvrige medarbejdere fra arkivet, ved at færdiggøre arbejdet med den kommende bog om landsbyerne Store og Lille Salby. Der bliver naturligvis også mulighed for at høre nærmere om dette arbejde.

I er også meget velkomne til bare at kigge indenfor og få en snak med os.
Vi har kaffe på kanden.

Medarbejderne i Højelse Sognearkiv står klar til at tage imod på Baunebjergvej 1B, 4623 Lille Skensved. Du finder arkivet i skolegården på Højelse Skole.