Sommerliv ved strandhytterne i Vallø Strandskov

Vinterkulden nærmer sig, men mindet om sommerens varme lever videre i os. Sådan er det også med minderne om barndommens lange varme somre. Dem husker vi og tænker tilbage på med glæde.

Køge Byhistoriske Arkiv har opfordret en af sine frivillige medarbejdere, Ole Søndergaard, til at nedskrive erindringer fra barndommens sommerliv ved strandhytterne i Vallø Strandskov. Det er der nu kommet et fint lille hæfte ud af, som forleden dag blev præsenteret for offentligheden.

Ole Søndergaards forældre lejede i 1935 en af grundene og lod opføre en hytte på stedet. Hæftet rummer erindringer om livet ved hytterne og om enkelte andre hytteejere, som familien havde kontakt med. Desuden fortælles kort om etableringen af hytterne i 1914.

Ole Søndergaard har udover sine egne erindringer benyttet materiale fra Vallø Stifts arkiv. Stiftsforvalter Søren Boas syntes så godt om idéen, at han foreslog, at der blev udgivet en lille publikation til brug for arkivets gæster samt til Vallø Stifts informationsmateriale til både nuværende og kommende ejere af hytterne. Hæftet er således blevet til i et samarbejde mellem Køge Byhistoriske Arkiv og Vallø Stift, der har bekostet udgivelsen. Arkivet og Ole Søndergaard er meget taknemmelige over støtten og glade for det fine samarbejde.

Hæftet sælges for 40 kr. og kan købes i boghandelen og Køge Byhistoriske Arkiv.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder og tagget . Bogmærk permalinket.