Glimt fra Køges Historie – Svenskemarie fra Tessebølle

Svenskemarie fra Tessebølle

Anne Marie Månsson, også kaldet Svenskemarie er født 1/12 1882 på et fattigt husmandssted i Småland i Sverige. Marie havde 3 søskende, hvoraf 2 udvandrede til Amerika. Da Marie var 15 år tog hun til Danmark for at arbejde på et gods ved Ringsted. Der mødte hun en svensk landvæsenselev, Schultz, som var af god svensk familie. Han var imidlertid familiens sorte får.

Dette møde fik følger, og Marie fødte en datter som hun kaldte Lydia. Derefter fik Marie plads som amme hos i en familie i København, hvor hun kunne have sin datter med.

Schultz så hun af og til, men han var ikke så flink til at betale børnepenge. De blev derfor enige om at bortadoptere Lydia til Schultz’ søster i Sverige, da hun ikke selv havde børn.

Efter en del år på Ringstedegnen kom Marie til Herfølge. Først til Galtjørnehuset hos træskomand Niels Andreasen. Dette er nu Kirkevej 8. Senere på forskellige gårde i Tessebølle.

I Tessebølle befandt Marie sig så godt, at hun lejede sig ind hos skomager Klaus i huset ved gadekæret, nu Tessebøllevej 53. Marie hjalp til hos de forskellige familier i Tessebølle med høst og pasning af hjem og børn. På Lille Kohavegård kom Marie ofte. Hun hjalp bl.a. til ved storvask og når tøjet skulle rulles. Da Hans      og Else Christoffersen overtog gården, fulgte Marie så at sige med.

Ca. 1936 arvede Marie 10.000 kr fra familien i Sverige, og for de penge købte hun huset Storskovvej 9.Schultz boede en del hos Marie, men han blev syg og døde i 1945. i 1947 solgte Marie så huset til Villy og Ella, mod at hun kunne bo i en enkelt stue resten af livet.

Marie vandrede meget, og altid i lange kjoler og franske træsko. På sine ældre dage fik Marie rosen i benene, og blev derfor indlagt på Køge sygehus.

Sine sidste år boede Marie på Herfølge Sygeplejehjem. Marie døde i 1966, og blev begravet på Herfølge Kirkegård.

Af Hanne Holm Karlsen, Lokalhistorisk arkiv for Herfølge-Sædder Sogne

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.