Glimt fra Køges Historie – 400 års jubilæum i Nørregade

“Spindehuset” fra ca. 1890 (Foto: Køge Arkiverne).

Køge Museum og Køge Byhistoriske arkiv har til huse i Nørregade 4, som er et af Køges karakteristiske 1600-tals huse. I kan genkende den tids huse med deres flotte bindingsværk og de fine ”Køge knægte”, som støtter det øverste stokværk helt oppe under taget.

Årstallet 1619 fremgår af døroverliggeren, og henviser til det år, hvor den daværende købmandsgård blev færdigbygget. Den sydligere del af denne dobbeltgård blev opført omkring 1610-15 af kræmmer Søren Jensen, men 1619 var altså året, hvor hele det flotte hus stod færdig. Så bygningen kan i år fejre 400 års jubilæum.

Indvielsen af Køge Museum fra 1911 (Foto: Køge Arkiverne).

Igennem årene har Nørregade 4 været brugt til så forskelligartede formål, som købmandsgård, hovedkvarter for en militær garnison nemlig ”bosniakkernes” ryttereskadron, arbejdshus/fattiggård for byens fattiglemmer igennem størstedelen af 1800-tallet, og endelig flyttede Køge Museum ind i bygningen i 1910. Køge Museum har siden da haft til huse på adressen, i 2015 flyttede Køge Byhistoriske arkiv også ind i Nørregade 4.

Så tillykke til vores flotte jubilar, som med sine 400 års historie, holder sig flot. Kig forbi til kyndelmisse den 1. februar 2019, hvor husets historie fortælles både på Køge Museum og på Køge byhistoriske arkiv.

Af Lene Brysting Renault, Afdelings- og arkivleder på Køge Museum og Køge Arkiverne.

Dette indlæg blev udgivet i Glimt fra Køges Historie, Nyheder. Bogmærk permalinket.