Historiekanonen i Køge – set med lokale briller

Da historiekanonen blev indført i sin tid, udarbejdede Byarkivet en liste med de kanonpunkter, som man kunne give en lokal vinkel. Teksterne blev bundet ind i et formidlingsprojekt, som benytter en hjemmeside og en app, “Layar”. Sitet kører stadig og kan ses på www.kanonenitelefonen.dk 

Vi har for overskuelighedens skyld samlet alle historierne her. Du kan måske bruge dem til inspiration til din undervisning. Eller måske bare for din egen skyld. Vi inviterer alle til at gå på opdagelse i historiekanonen med lokale øjne på historien.

Ertebøllekulturen

Her i området, hvor Gammelkjøgegaard ligger i dag, har der ligget mange bopladser i stenalderen. Det ved vi, fordi der er blevet gjort et stort antal fund af stenoldsager på Gammelkjøgegaards jord. Det fortælles at der er fundet op mod 4000 stenoldsager.

De ting der er blevet fundet i jorden, fortæller os om hvordan mennesker levede i fortiden.

Det er meget sandsynligt at Køge Å altid har løbet her i dette område. Der var mere vand i åen dengang. I dag bores der store mængder drikkevand fra området, så vandmængden er meget reguleret.
Samtidig har kysten ligget længere inde i landet. Ved at grave i jorden i nærheden af kysten, kan man konstatere om der er sandlag, skaller fra havdyr og lignende.

Så bopladserne omkring Gammekjøgegaard har ligget tæt ved kysten og samtidig med ferskvand fra åen tæt på. Her har der altid – også for 6-8000 år siden, været gode livsbetingelser for mennesker.

Franziska Carlsen, Gammelkjøgegaard, fortæller om fundene:
”Til de tidligste Spor af menneskelig Virksomhed maa jeg ogsaa henregne en Del forarbeidede Flintsager, som ere fundne paa Aasbakkerne, da der blev gravet en lille Fiskepark i en Fordybning mellem Høiderne”.

”Det største Fund af Flintsager, nemlig halvfærdige Øxer, Knive, Pilespidser og Flintspaaner, er fundet for flere Aar siden paa et Stykke Jord af Gammelkjøgegaards Hovmark, som kaldes Ellehale, der høiner sig til en lille langagtig Banke, der som en Odde har gaaet ud i Fjorden, som nu er et langt Engdrag”.

Solvognen 

I området her ligger der 8 Rundhøje fra oldtiden. Fem af dem ligger tæt sammen langs Ølbyvej og udgør en højrække.

I en af de otte rundhøje er der fundet et bronzesværd, som gør at det med sikkerhed kan dateres til bronzealderen. Det er mere usikkert hvornår de øvrige høje stammer fra. Derfor er de ”bare” dateret til oldtiden mere generelt.

Folk på egnen har gennem tiderne berettet om mange uforklarlige optrin ved højene:

Forbi den største af disse Høie, som kaldes Hyldehøv, kom en Aften en Bonde fra Ølby kjørende hjemad gjennem Skeels Stræde, og som han kom lige ud for Hyldehøv, løb der en lille Pusling ud fra Høien imod ham og raabte til ham:

”Hils Bro’er Mo’ens, naar du kommer hjem, at Kisse Pues er død.”

Manden blev lidt underlig til Mode ved dette, og da han kom hjem i Gaarden, fortalte han hvad han havde hørt og seet, og ligesom han havde fortalt dette, reiste den graa Kat, de havde, som de kaldte Mo’ens, sig, og sagde:

”Aah er Kiss’e Pues død!”

Saa foer den ud gjennem Gaarden og forsvandt, og senere saae de aldrig den graa Mo’ens mere.

I en anden af disse Høie er der gravet, og det fortælles, at en Officeer, som 1808 laa paa Gammelkjøgegaard i Kvarter, en Aften skal have seet en stærk Lue slaa ud af Høien og derefter lod sine Soldater grave i den, men de skal Intet have fundet.

Over en af de andre Høie pløiedes der for en Del år tilbage, og Hestene skal da være sunket ned i Jorden med Benene, og da Folkene hjalp dem op, saae de et Hul i Jorden, hvori de fandt et Broncesværd og en Krukke med brændte Been og Aske.

Reformationen

Allerede i 1530 bad borgerne i Køge kongen om at få en protestantisk præst til byen. Det fik de lov til.

Det var urolige år omkring Reformationen. I Danmark var der borgerkrig i årene 1534-1536, inden Reformationen var en realitet. Den blev kaldt for Grevens Fejde efter grev Christoffer af Oldenborg, der kæmpede for Christian 2. og den gamle orden. På den anden side stod den senere Christian 3., der vandt kampen og indførte Reformationen.

Køge var i disse år først hovedkvarter for grev Christoffer og siden for Christian 3.’s kongelige hær.

Med Reformationen satte kongemagten sig på kirkemagten. Kongen overtog de store jordbesiddelser, som kirken havde før. I Køge hørte over 60 af byens ejendomme i 1530 under kirken. De var blevet skænket af fromme mennesker. Det blev nu muligt at sælge disse ejendomme til byens borgere.

Køge Kirke var indviet til Sankt Nikolaj, de søfarendes og købmændenes beskytter. Kirken stod i hovedtræk færdigbygget inden Reformationen. Selve kirkebygningen stammer således fra den katolske tid. Efter Reformationen var der et ønske om at forny kirkens inventar. Derfor er der ikke
mange rester fra den katolske tid bortset fra det gamle korgitter, som adskiller koret fra sideskibene. Og måske de ældste stolestader, der nu står i
det nordre sideskib. Ellers står kirkens indre som et monument over det velhavende borgerskab i 1600-tallet.

Christian 4

Her i gården boede Christian den 4. ofte på sine rejser. Han må have været glad for stedet, for både Christian IV og hans moder, enkedronning Sophie, benyttede gården her i mere end 30 år som fast logi ved gennemrejser. I gården boede fra 1601 tolderen Henrich Fresche og han tog ofte imod kongeligt besøg. I 1669 blev der dog indrettet en kongestue på Rådhuset, som stod til rådighed for hoffet ved gennemrejser.

I 1600-tallet var det besværligt at rejse rundt til lands. Dengang kunne man nemt bruge en dagsrejse på at komme fra København til Køge. Det betød, at man var nødt til at overnatte undervejs, hvis man bare skulle lidt længere væk.

Vi ved at Christian den 4. har været igennem Køge mange gange. Det kom han, når han rejste rundt i landet mellem sine slotte eller skulle på udlandsrejser. Købstæderne havde pligt til at indkvartere hoffet og sørge for kørsel ved besøg.

Når kongen eller hoffet kom forbi, kunne det betyde store udgifter for byen. Dels skulle der indkvartering og bespisning til. Kongen rejste aldrig alene, men havde ofte et stort følge med sig. Der skulle ofte både øl, rhinskvin og oksekød på bordet. Dels skulle byerne stille med vogne og sørge for kørsel. I 1632 kom Christian den 4. forbi mindst fire gange på rejser mellem Nykøbing på Falster og København. Hver gang måtte byen stille med vogne, heste og kuske. Ved de fire rejser måtte byen stille med henholdsvis 23, 37, 39 og 26 vogne. Det ved vi fra byens regnskaber, som stadig er bevarede.

Stavnsbåndets ophævelse

Der var store interesser i at beholde de yngre mænd på landet i 1700-tallet. Der var brug for dem, både til driften, men også som soldater. Med stavnsbåndet blev unge mænd fastholdt på den herregård, hvor de tilfældigvis var født. De havde ikke mulighed for at flytte eller søge nye muligheder andre steder.

Herremændene og bønderne var altså afhængige af hinanden. Bønderne fik en gård og godserne fik til gengæld arbejdskraft til deres marker. Men op gennem 1700-tallet steg bøndernes arbejde på godserne voldsomt. Utilfredsheden steg tilsvarende. De skulle jo samtidig passe deres egne gårde.
I 1792 skulle bønderne på Svenstrup Gods eksempelvis arbejde 156 dage om året på godsets marker. Men de skulle jo også passe deres egen gård ”ved siden af”.

Gammelkjøgegaard var en af de største jordejer i Køgeområdet. Herregården ejede fæstegårde i Egøje, Svansbjerg, Åshøj, Ølby, Kirke Skensved og Karlstrup. Gammelkjøgegaard har også haft fæstebønder på godsets gårde i hele området. Det ved vi blandt andet fra Gammelkjøgegaards arkiv. Det er bevaret helt tilbage til omkring 1585 og kan ses på Køge Byhistoriske Arkiv.

Op mod slutningen af 1700-tallet begyndte man at indse, at tvang ikke var en god løsning til at sikre den bedste produktion, overskud og fremgang i landbruget og dermed landets økonomi.
I 1788 blev Stavnsbåndet derfor ophævet. I årene deromkring blev der desuden gennemført mange store landbrugsreformer. Udflytning af gårde fra landsbyerne, omlægning af driften, udskiftning af marker og meget andet, ledte til frihed og øget økonomisk velstand for bønderne på landet.

Ophævelse af slavehandelen

Der var store interesser i at beholde de yngre mænd på landet i 1700-tallet. Der var brug for dem, både til driften, men også som soldater. Med stavnsbåndet blev unge mænd fastholdt på den herregård, hvor de tilfældigvis var født. De havde ikke mulighed for at flytte eller søge nye muligheder andre steder.

Herremændene og bønderne var altså afhængige af hinanden. Bønderne fik en gård og godserne fik til gengæld arbejdskraft til deres marker. Men op gennem 1700-tallet steg bøndernes arbejde på godserne voldsomt. Utilfredsheden steg tilsvarende. De skulle jo samtidig passe deres egne gårde.
I 1792 skulle bønderne på Svenstrup Gods eksempelvis arbejde 156 dage om året på godsets marker. Men de skulle jo også passe deres egen gård ”ved siden af”.

Gammelkjøgegaard var en af de største jordejer i Køgeområdet. Herregården ejede fæstegårde i Egøje, Svansbjerg, Åshøj, Ølby, Kirke Skensved og Karlstrup. Gammelkjøgegaard har også haft fæstebønder på godsets gårde i hele området. Det ved vi blandt andet fra Gammelkjøgegaards arkiv. Det er bevaret helt tilbage til omkring 1585 og kan ses på Køge Byhistoriske Arkiv.

Op mod slutningen af 1700-tallet begyndte man at indse, at tvang ikke var en god løsning til at sikre den bedste produktion, overskud og fremgang i landbruget og dermed landets økonomi.
I 1788 blev Stavnsbåndet derfor ophævet. I årene deromkring blev der desuden gennemført mange store landbrugsreformer. Udflytning af gårde fra landsbyerne, omlægning af driften, udskiftning af marker og meget andet, ledte til frihed og øget økonomisk velstand for bønderne på landet.

Københavns bombardement

København var belejret og Landeværnet for Sjælland blev nu beordret samlet i al hast. En styrke fra hele Sjælland samlede sig ved Køge i et forsøg på at komme København til undsætning. Men englænderne havde ridende spioner ud og kendte derfor alt til de danske planer. Derfor blev en styrke hurtigt sendt mod Køge, for at nedkæmpe bondehæren inden den nåede København.

De mødtes på slagmarken uden for Køge den 29. august 1807. Styrkeforholdene var meget ulige og derfor var udfaldet næsten givet på forhånd. Klokken 9 om morgenen gik slaget i gang med kanonbeskydning. Klokken 10 angreb englænderne og den danske forsvarslinje brød hurtigt sammen.

Claus fortæller:
Nu Skjød man igjen forude, og nu begyndte de, som stode et Stykke foran os paa vore venstre Haand, at stikke i Rend.
”Hvad monstro de render nu for?” spurgte en Anden, ”Aa, Engelskmanden er sagtens efter dem,” svarede en Anden,
”og de er ingen Tussinger at lade sig skyde ned for Ingenting”.
”Nei saamænd,” sagde Søren, ”for har man først mistet et Been, kan Kongen ikke give os et andet”.
(Og så besluttede de sig for at løbe).

Aldrig i mine Dage har jeg saadant taget til Beens, hverken før eller siden. Og mærkeligt nok var det, for jo mere vi rendte, jo hidsigere bleve vi paa at komme afsted.
Jeg smed først mit Gevær, som ingen Nytte var mig til, og saa mine Træsko, og det måtte jeg længe fortryde, for jeg fik ingen igjen før hinsides Kjøge.

(De traf også Generalmajor P. L. Oxholm, der forsøgte at organisere et forsvar ved Herfølge Kirke)
Da vi vare komne til Herfølge, standsede en General (Oxholm) os og vilde have, at vi skulde blive for at slaaes paany imod Engelskmanden; men da han blot kunde bruge dem, der havde Geværer, lod han de Fleste af os gaae, hvilket vi ikke vare bedrøvede over.

Eneste eksisterende øjenvidneskildring, nedskrevet i 1856 af den da 90-årige landmand Claus.

Grundloven 1849

På Torvet står en bronzestatue af Frederik 7. Han var konge i 1849, da den første Grundlov blev vedtaget.

Lige før jul i 1849 var de nye vælgere mødt op på Torvet for at vælge en mand til det nye folketing i København. Der var kun opstillet en person. Han hed Andreas Frederik Krieger og var professor ved universitetet i København. Afstemningen gik i gang. Vælgerne blev bedt om at række hånden i vejret, hvis de stemte på Krieger. På den måde blev han valgt.

Professor Krieger holdt en tale. Han sagde, at man skulle beskytte den nye grundlov som en fin blomst og sørge for at undgå politisk strid.

Alligevel blev han selv midtpunkt i et politisk slagsmål på Torvet ved næste valg i 1852. Da var han igen opstillet, men tabte til sin modkandidat. Han hed Peder Hansen og var bonde i Snoldelev ved Roskilde. Han ville kæmpe for bøndernes ret til at eje deres egen gård. Derfor var der mange bønder, der stemte på ham.

Men Kriegers tilhængere, der ikke kom fra landet, ville banke bonden fra Snoldelev. De mente, han var et fæhoved og for dum til at sidde i Folketinget. Der blev smadret ruder i købmand C.F. Petersens butik på Torvet. Politimesteren måtte i lovens navn tre gange opfordre til ro og orden. Krieger hjalp Peder Hansen væk fra Torvet og de vrede folk.

Stormen på Dybbøl

Suzette Glad var forlovet med Fritz Gløerfeldt. Fritz var en af mange unge mænd, der blev sendt til Dybbøl for at slås mod tyskerne. Han var dengang 19 år og lige blevet sekondløjtnant.

I Dybbøl befinder sig i 1864 omkring 26.000 danske soldater. Skanserne i Dybbøl angribes blandt andet med granater. På en dag sendes mere end 8000 granater mod Dybbøl. Fritz blev dræbt af en granat, der ramte det hus, han befandt sig i. 50 andre blev såret.

Hjemme i Køge sørgede familien og hans unge kæreste. Hun hed Suzette Glad. Sorgen over nederlaget i krigen blandede sig i Køge med sorgen over den unge mands død. Ved Fritz’ begravelse i Køge gik 16 sørgeklædte unge piger foran kisten og strøede blomster. Til slut affyrede politikorpset kanonskud. Andre døde soldater kom aldrig hjem, men blev begravet i massegrave.

Mindestenen for Fritz står på Assistens Kirkegård nærmest Kirkestrædeindgangen.
Men også andre blev sårede i krigen. Soldaten Peter Jensen kom hjem igen, men hans venstre ben var blevet sat af på grund af et sår, han fik under kampene på Als. Han fik i 1865 pension og forsørgelse efter at have søgt om det hos kommunalbestyrelsen i Køge. Også slagter Ludvig Berendt fik en kugle gennem knæet. Det skrev han hjem om og lavede en fin tegning af sit ben med hul igennem.

Slaget på Fælleden

F.A. Hansen var omkring 1900 byens største købmand. Ved siden af købmandsforretningen i Brogade 7 handlede han med træ og drev et savværk. Han havde omkring 50 personer ansat.

Nytårsaften 1897 fyrede han 13 af sine arbejdsmænd. Det blev startskuddet til en langvarig konflikt mellem F.A. Hansen og Arbejdsmændenes Fagforening i Køge. Flere af hans folk havde lige meldt sig ind i fagforeningen for at kæmpe for bedre forhold. Købmanden ville godt tage nogle af de fyrede tilbage igen, men ikke alle. Arbejdsmændene forlangte, at alle kom tilbage.

F.A. Hansen lockoutede nu alle de fyrede. De prøvede til gengæld at forhindre, at købmanden kunne ansætte andre arbejdsmænd i stedet for. F.A. Hansen skulle ikke bestemme, om de måtte være med i en fagforening. Han mente på sin side, at han havde ret til at bestemme, hvem han ville ansætte.

Det kom til uro og sammenstød i gaderne. Et par af arbejdsmændene havde kastet jordklumper efter en mand, der var blevet ansat i stedet for de fyrede. Der blev delt bøder ud. Et par mænd fik flere dages fængsel på vand og brød. En af aviserne sagde til byens forældre, at de skulle holde deres børn hjemme. Ellers kunne børnene komme for tæt på politiets knipler.

Efter næsten to måneder var begge parter trætte af kampen. Man forhandlede sig frem til, at 5-7 skulle genansættes. Det var midt om vinteren, og der skulle mad på bordet hver dag.

Kvinders valgret

Købmand Hanne kæmpede for kvinderne.

I Nørregade 47 lå en købmandshandel. Den blev drevet af Hanne Pedersen, der blev kaldt købmand-Hanne. Hun var med til at kæmpe for kvinders valgret, samtidig med at hun stod for familiens købmandshandel. Når hun kunne drive en forretning, ville hun også have stemmeret. Kvinder i Køge gik sammen og dannede i 1907 Køge og Omegns Kvindevalgretsforening. Det skete på et møde på Teaterbygningen, hvor der var mødt 400-500 personer. Medlemmerne af foreningen var respekterede borgere i byen. Nogle havde eget arbejde uden for hjemmet. Andre var gifte kvinder med børn og et hjem at passe. De ville ikke lave revolution eller slås med mændene. Derhjemme havde mænd og kvinder et fællesskab. Sådan skulle det også være ude i samfundet, sagde foreningens kvinder.

I marts 1909 kunne kvinderne i Køge for første gang stemme til – og stille op til – et byrådsvalg. Ved valget stemte 360 kvinder, og det var omkring 40 % af de afgivne stemmer.

Det lykkedes for to kvinder at komme ind i byrådet i Køge. Den ene var frøken Emilie Friderichsen, der var lærerinde ved Tøxens Skole. Hun var 45 år og datter af købmand Friderichsen på Torvet. Hun havde i mange år betalt skat, og derfor ville hun have lov til at være med til at bestemme. Det var skolerne og sygehuset, der var i centrum for hendes arbejde i byrådet. Hendes politiske holdning var lettere konservativ.

Den anden kvinde var Hansine Eriksen på 33 år. Hun arbejdede på Dampvaskeriet i Køge og var gift med arbejdsmand Jens Eriksen. De var begge medlem af socialdemokratiet. Hun var optaget af at forbedre de fattiges forhold. Desuden var det hendes mål at få indført enhedsskolen. Det vil sige et skolevæsen, hvor eleverne fik ens undervisning i alle klasser. De blev ikke delt op efter evner i en tidlig alder

Jødeaktionen 1943

Her lå sømandshjemmet. Under 2. Verdenskrig skjulte mange flygtninge sig her, inden de kunne komme med en fiskekutter til Sverige i ly af natten.

”På Sømandshjemmet fór nazisterne frem med hård hånd. Huset blev gennemsøgt de næste par timer, indtil de jødiske flygtninge og hjælperne blev kørt til Dagmarhus klokken 3 om natten. Fiskerne var stukket af fra hjemmet i al tumulten. Klokken 12 næste dag blev fangerne overgivet til det danske politi, undtagen en ung udenlandsk jøde ved navn Jizchak Behar.

Jeg kan endnu se ham gå bleg, men fattet ud af jerndøren”.

Til alt held blev hans kone og barn ikke fundet:

”Da hun hørte, hvad der foregik udenfor, gemte hun sig under sofaen med drengen, der til alt held kort forinden havde fået en sovetablet og var rolig. Da alt var roligt, kom hun ud af sit skjul”.
Meget snart blev hun bragt til Sverige med en fiskerkutter.

Jizchak Behar havde faktisk en chance for at flygte fra toget på vej til koncentrationslejren Theresienstadt. Men han blev i toget, da han troede at hans kone og barn var med samme tog i en anden vogn.
Efter krigen blev familien genforenet i Sverige. Jizchak Behar var heldig at overleve i Theresienstadt og at blive genforenet med sin familie efter krigen. Mange andre kom aldrig tilbage fra koncentrationslejrene.

Dette indlæg blev udgivet i Historier fra samlingerne - Køge. Bogmærk permalinket.