Tråden – Byfornyelse

Stedet her er den gamle gård bag Torvet 3, som i dag kaldes Svogers Gård. Den er en af passagerne mellem Torvet og Havnen.

Køge er en gammel købstad, hvor både byplan, matrikelskel og mange enkelte bygninger er velbevarede på trods af den store bybrand i 1633 og den svenske befæstning af byen i 1659.

Men Køge er også en levende og foranderlig by, der har tilpasset sig de skiftende tiders udfordringer. I perioder har man bygget videre på det eksisterende, til andre tider har man valgt et brud med fortiden.

Mange bygninger er gået tabt i tidens løb. For eksempel byens første jernbanestation og posthus samt svineslagteriet. I 1970’erne blev hele Bygårdsstræde revet ned for at give plads til udvidelsen af Køge Rådhus. Gaden lå, hvor der i dag er en overdækket rådhusarkade.

Bygårdsstræde husede en række centrale funktioner og markante bygninger. For eksempel Køge Elværk fra 1940, Østsjællands Folkeblads fine hus, tegnet af Otto Langballe, og politistationen lige bag rådhuset.

Siden 1803 er rådhuset blevet udbygget to gange. Ud mod Svogers Gård ses den gule tilbygning fra 1942, som er tegnet af Køgearkitekten Otto Langballe. Den afviger ikke meget fra det gamle rådhus.

Efter kommunalreformen i 1970 var pladsen blevet for trang i det gamle rådhus. Udvidelsen blev foretaget i tilknytning til det eksisterende rådhus og udført af Arkitektgruppen i Århus. Det nye rådhus fra 1979 er opført af betonelementer (gulve og tag), der var typiske for tiden.

Også Svogers Gård er blevet forandret. Gården var ejet af Henrik Rasmussen, der blev kaldt ”Svoger”. Da han døde i 1898, arvede hans ven, sagfører Alfred Sørensen ejendommen. Han lod den gamle bygning fra 1600-tallet rive ned og opførte i 1907 det nuværende forhus med navnet Svogers Gård. Bygningerne i den langstrakte gård er i dag forsvundet.

Her finder du ekstra fotografier fra Bygårdsstræde, gaden der blev revet ned for at give plads til udvidelsen af rådhuset efter kommunalreformen i 1970:

Dette indlæg blev udgivet i Tråden. Bogmærk permalinket.