Kom til Arkivernes Dag i Højelse og Borup

Kemisk Værk Køge, Københavnsvej 114. Luftfotografi fra 1935.

Hvert år markerer arkiver over hele norden Arkivernes Dag. I Højelse Sognearkiv og Skovbo Lokalhistoriske Arkiv markerer vi Arkivernes dag med en fremvisning af vores lokalhistoriske samling. Kom og bliv klogere på dit lokalsamfund og dets historie. Se de mange spændende arkivalier i form af kort, billeder og dokumenter fra fortiden. Måske har vi også en historie om dit hus, din familie eller de, der var her før dig?

Udover at vise lokalarkivet frem, vil vi også benytte dagen til at komme i snak med lokale medborgere om vores lokale kulturarv. Der er derfor kaffe på kanden og der er lagt op til en hyggelig dag.

Skovbo Lokalhistoriske Arkiv i Borup Kulturhus

Skovbo Lokalhistoriske Arkiv i Borup Kulturhus

Har man selv materiale liggende hjemme, for eksempel billeder, så modtager vi det meget gerne på dagen. Benyt lejligheden til at indlevere materiale til bevaring for eftertiden i arkiverne.  Vi modtager meget gerne fotos, film, videoer, breve og postkort, skøder og andre dokumenter, protokoller m.v. Vil du gerne beholde dit originale materiale i familiens eje, tager vi gerne en kopi (scanning) til arkiveringsbrug.

Kig forbi Højelse Sognearkiv, Baunebjergvej 1B 4623 Lille Skensved lørdag den 10. November fra kl. 11-14. Ugen efter, nemlig søndag den 18. november kan du komme til åbent hus i Skovbo Lokalhistoriske Arkiv i Borup Kulturhus, Møllevej 2 4140 Borup fra kl. 14-17.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.