Vinterbadeforeningen Valkyrien. Foredrag med Ellen Tange om vinterbadernes historie i Køge

Ellen Tange forbereder sit foredrag på Byarkivet
Ellen Tange forbereder sit foredrag på Byarkivet

Kom til foredrag med vinterbadernes ”Høvding”, Ellen Tange. Ellen Tange er kunsthistoriker og var fra 1985-2006 leder af Kunstmuseet Køge Skitsesamling. Kom og hør om Valkyriens historie.

I slutningen af 2017 kunne foreningen markere sit 25-års jubilæum og  i den anledning har Køge Byarkivs Venner sat historien om Valkyrien på programmet. Valkyrien er i dag en af Køge Kommunes største og  mest livskraftige foreninger med 748 medlemmer (november 2017) og en fortsat medlemstilgang. 

I foredraget vil Ellen Tange komme ind på badningens historie på Søndre Strand, hvortil der knytter sig lange traditioner. Vinterbadningens historie startede allerede i den gamle badeanstalts tid på Søndre Havn. Her kunne man, når sæsonen sluttede, låne en nøgle af bademesteren mod et gebyr på 2 kr., og således fortsætte sin badning vinteren igennem. I 1970 blev den gamle faldefærdige badeanstalt revet ned og det satte et midlertidigt punktum for den organiserede vinterbadning. 

I 1992 blev der igen stiftet en ganske lille vinterbadeforening på Søndre Havn med blot 25 medlemmer. Siden er det gået slag i slag. Først kom der en lille badebro til, senere en lille skurvogn og senere igen sauna, omklædningsfaciliteter mv. i takt med, at medlemmerne strømmede til det kolde gys på Søndre Strand.

Grundet byggeplaner på Søndre Havn i forbindelse med Køge Kyst, skal Valkyrien flytte fra sin nuværende placering og de eksisterende rammer inden for de kommende år. Ellen Tange kommer også kort ind på fremtidsplanerne for Valkyrien, som de ser ud lige nu.

Foredraget foregår torsdag den 15. marts kl. 19.30 i Rådhuskantinen på Køge Rådhus. Adgang gennem museumshaven, Nørregade 4. Der er gratis adgang for medlemmer af Køge Byarkivs Venner. Alle andre er også velkomne for 25 kr.

Køge Byarkiv holder lukket tirsdag d. 19. marts.