Kyndelmisse på Køge Museum og Byarkiv 2018 – Program

Kom til kulturnat i Køge fredag den 2. februar 2018 fra kl. 18-22.

På Køge Museum og Byarkiv er der på kyndelmisseaftenen et stort program med aktiviteter for alle. Uanset om det er børn eller voksne, så venter der spændende oplevelser.

Børnene kan besøge Daldorphs Hus, hvor der kan prøves mange aktiviteter. Man kan blandt andet slå mønter, lave perlekæder og meget andet. Der er en skattejagt rundt i hele Museet, hvor børnene selv kan gå på opdagelse i samlingen. Naturvejleder Jan Hansen stiller også op med sine sjove og spændende dyr og aktiviteter.

Både voksne og børn vil kunne møde profilforsker Kristoffer B. Pedersen ved Strøby Egede-graven, som indeholder massegraven fra stenalderen. Et fund, der bliver beskrevet som Køge Museums ”Mona Lisa”. Kristoffer fortæller om den nyeste forskning i den gamle grav, som altid tiltrækker og fascinerer både børn og voksne.
Marie Holst fra Køge Museums Venner fortæller om skabelsesberetninger og verdensbilleder fra hele verden.

Udgravningsleder og arkæolog Jens Ulriksen holder et foredrag om arbejdet på Vikingeborgen Borgring i rådhusets kantine kl. 19. Her kan man høre om arbejdet i de sidste udgravningssæsoner, om fundene på stedet og om de aktuelle planer.

Er man i det musikalske hjørne, kan vi anbefale, at man kigger forbi ”hængekøjesalen” oppe under museets loft. Det er et af de smukkeste rum i Køge med en særligt fin akustik. Her kan man lytte til musik fra de dygtige elever fra Køge Musikskoles guitarhold.

I ”eksplosionsrummet” på første sal man du købe lys og varme sokker, og børnene kan dyppe stearinlys hos Hanne fra Køge Museums venner.

Husk også at besøge museumsbutikken. Her bliver der indrettet café, hvor man kan købe en kop varm lutendrank, øl, vand eller vin til at styrke sig på. Kom også og få smagsprøver på kryddersnapse hos snapseeksperten Flemming Stenalt. Flemming fortæller om, hvordan man selv kan krydre snaps med urter og få gode resultater. Du får opskrifter med hjem, så det er nemt selv at komme i gang.

Er man mere i det kreative hjørne, kan man besøge Herfølge Husflid, som holder åbent værksted og udstilling af husflidsarbejder i alle afskygninger. Se blandt andet eksempler på trædrejning, shakeræsker, japansk træsnit og knivfremstilling.

På Byarkivet er der åbent hus, hvor alle er velkomne til at kigge ind og se arkivet. Hør nærmere om, hvad der befinder sig af materiale i et arkiv. Vi viser blandt andet en plakatudstilling med gamle fotografier fra Køge fremstillet ud fra de helt gamle glaspladenegativer. Det er også fra Byarkivets samling vi har hentet de gamle film, der vises frem i ”biografen” i hængekøjesalen.

Det fulde program kan ses på Køge Byhistoriske Arkivs hjemmeside www.koegearkiverne.dk Det trykte program og billetter er allerede klar i museumsbutikken, hos VisitKøge og hos de øvrige kulturinstitutioner i Køge.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.