Folkekøkken anno 1918 i Køge

Golden Days Festival handler i år om første verdenskrig. For at mindes en tid præget af uro, fattigdom og varemangel, indbyder Køge Kommune til Folkekøkken med mad, underholdning og aktiviteter for hele familien. Det foregår fredag den 12. september fra 17-21 i Gymnastiksalen på Sct. Nicolai Skole afd. syd (ved KØS).

Danmark var neutral under første verdenskrig, men varemangel, prisstigninger og lønnedgang satte sit præg på hverdagen – også i Køge. Som en pige (født 1907) fra Køge by berettede om krigen: ”Vi var seks, der skulle have mad, og fra 1. verdenskrig husker jeg mest, at vi ikke havde brød nok, så det var vandgrød til tre hjemme; min far og de to store drenge skulle have madpakke” (denstoredanske.dk).

version 2 Avis,30.8.1918 001

Østsjællands Avis, 30.8.1918

Det første folkekøkken i Køge
Det var på den baggrund, de danske kommuner begyndte at afholde folkekøkkener, hvor borgere til en billig pris kunne spise sig mætte. I Køge blev det første folkekøkken afholdt den 1. september 1918 i kælderen under Borgerskolen, der i dag hedder Sct. Nicolai Skole, afdeling Syd (ved KØS). Der blev serveret kødsuppe, oksekød, sauce og kartofler for 75 øre pr. person.

Gullaschkanoner og –baroner
Fredag den 12. september genopliver vi folkekøkkenet sammen med Golden Days, der rykker ud med en imponerende gullaschkanon, der kan mætte en hel hær. Prisen er 30 kr. for maden, og for 50 kr. kan du få kaffe og en autentisk Ansac småkage med. Det er den lokale Gullaschbaron, der blev rig af at sælge gullasch til den tyske hær, der byder velkommen.

Underholdning for børn og voksne
Mød op til en historisk mættet aften med optræden ved kulturpersonligheder som Thit Jensen og Emma Gad, musik fra første verdenskrig og fællessang fra perioden. For børn og barnlige sjæle er der Storm P-værksted, hvor diverse revolutionerende opfindelser kan føres ud i livet. Formand for Kultur- og Idrætsudvalget Anette Simoni åbner folkekøkkenet klokken 17:30.

Tilmeld dig eller bare mød op
Hvis du har lyst til mad, underholdning og ny viden, kan du enten betale i døren fredag den 12. september fra klokken 17 eller bestille i forvejen på goldendaysfestival.dk (søg på ”folkekøkken”). En enestående mulighed for at slippe for madlavning og få en hyggelig og lærerig aften – så giv endelig tippet videre til din nabo.

Folkekøkkenet afholdes som led i Golden Days Festivalen, og der afholdes i alt ni omkring København. Se hvor og hvornår på goldendaysfestival.dk, hvor du kan læse om festivalens andre aktiviteter. Folkekøkkenet er arrangeret af Køge Bibliotekerne, Køge Arkiverne, Museum Sydøstdanmark, Tapperiet og Køge Kommune som led i kulturaftalen KulturMetropolØresund. Kontakt kulturafdelingen for yderligere information.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.